International arveplanlægning

International arv kan være kompleks, og der er i dansk skatteret meget stor forskel på, hvordan arv ind og ud af landet kvalificeres og beskattes.

Hvis den afdøde boede i Danmark, beskattes dødsboet også i Danmark. Et dødsbo beskattes på skæringsdatoen af de skattepligtige indtægter og fortjenester, som boet realiserer. Når boet realiserer en gevinst, f.eks. på aktier, sker dette enten ved, at boet sælger aktierne, eller at aktiverne ved arv udlægges/overdrages til arvingerne.

Et dansk dødsbo beskattes med en flad skat på 50% på alle gevinster og indtægter, og beskatningsperiode er fra 1. januar i dødsåret og til skæringsdatoen i boet. Undtaget herfra er aktier, som beskattes med 27% for de første 61.000 kr. i gevinst og 42% på resten.

Et dødsbo kan dog gøres skattefrit, hvis dets aktiver og nettoformue bringes under 3.272.500 kr. og 6.545.000 kr. for en person i uskiftet bo (2024-satser). Der kan derfor være store gevinster i at planlægge efter at gøre et dødsbo, der ville skulle behandles i Danmark,  skattefrit, inden det bliver et dødsbo.

Dertil kan der være betydelige besparelse i at overdrage beløb eller værdier som gave til arvingerne, imens arveladeren stadig lever. Arveafgiften er 15%, og det er gaveafgiften også, når der gives i lige linje i familien. Men hvis giver i levende live betaler gaveafgiften, er denne betaling af gaveafgiften ikke en yderligere gave. Og dermed falder den reelle gaveafgift set under et.

Er der tale om arvinger i udlandet, kan det dertil være relevant at arbejde med skæringsdatoen i boet for dermed at optimere de værdier, der skal evt. skal beskattes og boafgiftsbelastes i Danmark.

I de situationer, hvor afdøde boede i udlandet, men arvingen bor i Danmark, vil arv ofte være helt fritaget for afgift. Det kommer dog an på, i hvilken form arven kommer. Er en arv i form af en trust, vil det bero på en konkret vurdering, om arven er arv fra udlandet til nul afgift, eller der er tale om – ikke arv men – skattepligtig indkomst.

Hos PrivatRevision har vi stor erfaring med rådgivning med henblik på at sikre en hensigtsmæssig beskatning af såvel dødsbo som arvinger. Det gøres bedst, imens alle er i live. Er der allerede tale om et bo, er der dog stadig en række ting man kan gøre. Kontakt os gerne. Vi starter ofte rådgivningen med en skitse til en strategi, som ofte kan leveres indenfor et begrænset serssourceforbrug – ofte få timer. Dernæst vil vi kunne hjælpe med at føre dispositionerne ud i livet, eller vi vil kunne støtte med råd og vejledning undervejs.