Danmark kan efter dansk ret beskatte den globale indkomst for enhver, som er bosiddende og dvs. fuldt skattepligtig her efter dansk ret. Her skal man være opmærksom på, at det er noget lettere at indtræde i fuld skattepligt til Danmark, end det er at komme ud af fuld skattepligt til Danmark. I situationer, hvor en person flytter til eller fra Danmark og dermed indtræder eller (måske) udtræder af dansk globalbeskatning, er det derfor afgørende, at lægge den rette strategi – eller i hvert fald være bevidst om, hvornår man er fuldt skattepligtig til et land, og hvornår man ikke er.
Dertil betyder fraværet af en DBO, at de danske skattemyndigheder kan læne sig alene op ad dansk praksis og dansk fortolkning af dansk ret, hvor der ved en DBO ofte vil være væsentligt bredere og for skatteydere mere gunstige muligheder for fortolkning. Det gør, at planlægning og også ofte bindende svar om skattepligtsforhold fra de danske skattemyndigheder ofte er helt nødvendige tiltag for at sikre en hensigtsmæssig beskatning.
Dertil kan der være spanske skattemæssige ordninger og regler, hvor tidspunktet for flytning fra det ene land til det andet kan være afgørende.
Kontakt os gerne for en drøftelse af dine indkomstforhold og skattepligt til Danmark eller Spanien.