Der kan være gode beskæftigelsesmuligheder særligt i Dubai, og dertil kan det være fristende som selvstændigt erhvervsdrivende, som ikke er afhængig af en fast lokation i Danmark, at flytte til UAE og nyde godt af den lave beskatning der. For personer med høj indkomst, kan det i runde tal medføre en fordobling af den disponible indkomst, og selvom leveomkostningerne kan vær høje, gør det naturligvis en forskel, om man betaler 60% eller 0% i skat af en høj indkomst.
Netop den lave skat i UAE medfører, at stedet og særligt Dubai ofte forbindes med lidt for kreativ skattetænkning og forretningsdrift. Måske derfor har Skattestyrelsen en særlig opmærksomhed og til tider en ganske hårdhændet praksis omkring danske skatteydere, der i større eller mindre omfang vil lade sig beskatte i UAE
Danmark har valgt ikke at have en DBO med UAE. Derfor behandles skatteforhold i forhold til dansk beskatning alene efter dansk lov.