Hvornår er man selvstændigt erhvervsdrivende?

Som selvstændig erhvervsdrivende får man adgang til at benytte virksomhedsordningen, VSO. Dermed kan man opspare overskud i virksomheden til 22% beskatning, der er direkte adgang til fradrag for driftsomkostninger, man kan foretage skattemæssige afskrivninger, og man har større skattefradrag for renter for nu blot at nævne nogle at de mest tydelige fordele.

Dermed er der som selvstændig erhvervsdrivende mulighed for dels at reducere den indkomst, man skal beskattes af (via fradrag og afskrivninger) og dels for at udskyde beskatning f.eks. ved brug af opsparing i VSO eller ved maksimale afskrivninger på driftsmidler, biler eller erhvervsejendom.

Man er dog dermed også forpligtet til at udarbejde regnskab, og skal man bruge VSO, skal der foreligge en bogføring, som opfylder Bogføringslovens krav, ligesom der skal udarbejdes og indberettes nogle skattemæssige specifikationer, som ikke altid er lige tilgængelige for ikke-skattekyndige.

Der findes ingen lovbestemmelse, der definerer, hvornår man er selvstændig erhvervsdrivende, og hvornår man ikke er.

Igennem en årrække har skattefolk og revisorer benyttet kriterierne i personskattecirkulæret fra 1994 afsnit 3.1.1. Heri fremgår en række holdepunkter for, hvornår man er selvstændig erhvervsdrivende, eller om man skal anses som lønmodtager.

Selvstændig erhvervsdrivende er ifølge cirkulæret kendetegnet ved bl.a. følgende (frit oversat):

• Man tilrettelægger, leder, fordeler og fører tilsyn med arbejdet uden anden instruktion fra hvervgiveren end den, der eventuelt følger af den afgivne ordre
• Hvervgiverens forpligtelse overfor indkomstmodtageren er begrænset til det enkelte ordreforhold
• Indkomstmodtageren er ikke begrænset i sin adgang til at udføre arbejde for andre
• Indkomstmodtageren er økonomisk ansvarlig overfor hvervgiveren
• Vederlaget erlægges efter regning
• Den selvstændiges indkomst afhænger af et evt. overskud (egen regning og risiko)
• Den selvstændige stiller selv arbejdsredskaber til rådighed for opgavernes udførelse
• Ansvaret for det udførte arbejde og eventuelle ulykker påhviler den selvstændige
• Det taler for selvstændig virksomhed, hvis hvervet kræver autorisation, bevilling, tilladelse m.v. eller registrering for moms

Lønmodtagerforhold er ifølge 1994-cirkulæret bl.a. kendetegnet ved følgende (frit oversat):

• En lønmodtager har ofte en og samme hvervgiver
• Hvervgiveren har almindelig adgang til at fastsætte instrukser, regler, arbejdstider samt at føre tilsyn med og korrigere arbejdet
• Indkomstmodtageren har et opsigelsesvarsel
• Vederlaget beregnes som i tjenesteforhold, dvs. som månedsløn, ugeløn, timeløn, akkord eller provision.
• Vederlaget udbetales periodisk, f.eks. hver måned
• Vederlaget er i overvejende grad nettoindkomst for modtageren, som dermed ikke har driftsomkostninger af betydning
• Hvervgiveren afholder udgifter til arbejdets udførelse og stiller ressourcer til rådighed
• Ved praktisering af Ferieloven, Funktionærloven, Arbejdsmiljøloven eller lov om arbejdsløshedsforsikring eller arbejdsskade, anses indkomstmodtageren som lønmodtager

Ovenstående kriterier er holdepunkter og ikke absolutte betingelser, som utvetydigt afgør, om der er tale om selvstændig virksomhed eller ikke.

Dertil skal suppleres, at udlejning af fast ejendom efter mangeårig praksis per definition er selvstændig virksomhed, medmindre udlejningen er af nærmest symbolsk karakter, som f.eks. udlejning af et skur eller lignende. Af samme årsag anses udlejning af bolig på helårsbasis og herunder udlejning af forældrekøb som erhvervsmæssig virksomhed.

Sondringen imellem selvstændig erhvervsdrivende og lønmodtagere er ofte vanskeligst, der hvor man sælger tjenesteydelser i større omfang til samme eller få modtagere.

Efter praksis lægges der vægt på, at man som selvstændig erhvervsdrivende har flere hvervgivere. Højesteret har ved dom af 8. december 2022 taget stilling til spørgsmålet. Sagen vedrørte et hollandsk selskab, som havde antaget ca. 100 dykkere. Dykkerne var hyret individuelt på konsulentaftaler, hvor de skulle fakturere det hollandske selskab for sine services. Der var dog tale om enslydende konsulentaftaler, og dykkerne havde ikke metodefrihed i forhold til udførsel af arbejdsopgaverne. Endvidere blev der lagt vægt på, at dykkernes økonomiske risiko var begrænset, og at det hollandske selskab bar det overordnede økonomiske ansvar.

Da der er tale om en ny højesteretsdom, vil den formentlig blive toneangivende i udvikling i retstilstanden i de kommende år – særligt for konsulenter og andre, som arbejder på kontrakt for blot én hvervgiver.

Honorarmodtagere er et skatteretligt begreb, og kan lidt anses som en mellemting imellem lønmodtagere og selvstændig erhvervsdrivende. En honorarmodtager kan f.eks. være et bestyrelsesmedlem, eller en person, som uden i øvrigt at drive virksomhed på det pågældende felt modtager ét eller få vederlag for personligt arbejde.

Honorarer er ofte knyttet til en bestemt persons arbejdsindsats, uden af dette er i tjenesteforhold, men også uden, at forholdet har de karakteristika, som kendetegner en selvstændig erhvervsdrivende, som leverer en ydelse efter ordre og for egen regning og risiko.

Honorarmodtagere kan ikke anvende virksomhedsordning på denne indkomst. Der betales almindelig indkomstskat enten indberettet af hvervgiver eller til registrering som B-indkomst. De har dog i et vist omfang mulighed for at fradrage udgifter, som relaterer sig til erhvervelsen af honoraret.

For ansatte med lønseddel er det ofte nemt at afgøre, at man er lønmodtager. Tilsvarende er butiksindehaveren, advokaten og ejendomsudlejeren sjældent være i tvivl om, at de er selvstændig erhvervsdrivende (medmindre virksomheden drives i selskabsform).

Men der er en række brancher og arbejdsforhold, hvor sondringen kan være vanskelig. Her bør man søge konkret rådgivning.

Som selvstændig erhvervsdrivende hæfter man personligt for sin virksomheds forpligtelser, og virksomheden og en selv er ét og samme skattesubjekt. Af flere årsager vælger mange derfor at etablere erhvervsvirksomhed i selskabsform.

Det er en selvstændig skattemæssig og erhvervsmæssig diskussion, om man bør gøre det ene eller det andet. Man skal dog være opmærksom på, at ligger man i gråzonen imellem selvstændig erhvervsdrivende og lønmodtager, kan det være særdeles risikabelt at etablere sig i selskabsform. Således har flere afgørelser afgjort at eksempelvis speciallæger, der sælger deres ydelser til privathospitaler, ikke kan anses som erhvervsdrivende. Dermed er deres selskabskonstruktion blevet tilsidesat. Resultatet blev, i de grelleste tilfælde, at der skulle betales fuld personlig indkomstskat og selskabsskat og udbytteskat = 112% skat af det modtagne vederlag.

Sælger man momspligtige ydelser eller varer, er man dertil pligtig at registrere sig for moms samt at indberette og betale moms løbende. Dette indtræder ved en årlig omsætning på 50.000 kr. Pligt til at svare moms indtræder, når man driver såkaldt ”selvstændig økonomisk virksomhed” ifølge Momslovens § 3. Dette betyder, at man for egen regning og risiko i et vist omfang leverer varer og ydelser mod vederlag.

Salg af varer, konsulentydelser og serviceydelser er typisk momspligtigt, imens sundhedsfaglige ydelser, forfattervirksomhed og udlejning af bolig ikke er. Det kræver en vis systematisk afsætning at blive momspligtig for mindre leverancer, imens større leverancer (f.eks. en ny ejendom) kan blive momspligtigt allerede ved første leverance.

Den momsmæssige sondring imellem momspligtig eller ikke momspligtig virksomhed kan være simpel, hvis man eksempelvis driver en butik eller et konsulentbureau, imens den kan være uhyre kompleks, hvis man leverer fast ejendom eller ydelser, der består af flere komponenter. Den momsmæssige sondring er ikke enslydende med den ovenstående skattemæssige sondring. Moms styres nemlig af EU-retten, imens skatteret er et rent dansk anliggende.

Er du i tvivl, hvorvidt du er momspligtig, bør du søge professionel rådgivning – eksempelvis hos PrivatRevision.