Mange har behov for at benytte en anden beklædning, når de varetager deres arbejde, end de ellers ville benytte. Af denne årsag er der både hos lønmodtagere og hos selvstændigt erhvervsdrivende ofte ønsker om at fradrage udgifter til arbejdstøj.

Reglerne på områder udspringer at den fundamentale bestemmelse i Statsskattelovens §6 litra a, hvorefter man kan fradrage de udgifter, der i årets løb er afholdt for at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten. Dette gælder uanset, om man er selvstændigt erhvervsdrivende, om man er et selskab, eller om man er lønmodtager. Denne bestemmelse skal dog læses med stor varsomhed, når man skal vurdere, hvad der kan godkendes som nødvendig driftsomkostning, og hvad der ikke kan.

Af Ligningsvejledningen fremgår det, at udgifter til beklædning sædvanligvis er at betragte som private udgifter. Der er dog undtagelser.

Der er en omfattende retspraksis på området, hvoraf det overordnet set fremgår, at lønmodtagere (som i så mange andre forhold) har sværere ved at få fradrag end selvstændige og virksomheder har. Desuden indrømmes fradragsret normalt kun, hvis den omhandlede beklædning er nødvendig for at udføre den pågældende skatteyders arbejde og, denne beklædning ikke er velegnet til almindeligt privat brug eller ikke i øvrigt falder ind under, hvad der er sædvanlige udgifter for borgere.

En parallel kan drages til børnepasning, som skatteydere ved flere lejligheder har fået nægtet fradrag til – selvom børnepasningen er nødvendig for at kunne passe sit arbejde, anses børnepasning som en så almindelig udgift for borgere, der har børn, at udgifterne hertil ikke kan fradrages i den skattepligtige indkomst.

En i skattekredse bemærkelsesværdig dom kom i 2010 fra Højesteret, hvor en kendt popsangerinde hovedsageligt blev nægtet fradrag for scenetøj og make-up. Hun havde ved selvangivelsen fratrukket 22.199,- kr. Dette blev nedsat til en skønsmæssig ansættelse på 5.000,- kr. Begrundelsen herfor var, at arbejdet ikke i sig selv medførte et unormalt stort slid på tøjet. Endvidere er udgifter til tøj, make-up og frisør almindelige udgifter, som de fleste mennesker skal afholde alligevel. Man kunne diskutere, om sangerindens scenetøj, hår og make-up var decideret ubrugeligt til andre formål end optræden. Det nåede man altså ikke frem til i denne sag.

I 2001 ville en selvstændig vognmand fradrage udgifter til arbejdsuniform, der var obligatorisk for at deltage i samarbejdet med et vognmandsselskab. Dette arbejdstøj var efter vognmandens udsagn væsentligt dyrere end normal arbejdsbeklædning, hvorfor han tog fradrag for udgifterne. Skattemyndighederne havde nægtet fradrag. Ved et senere forlig  i forbindelse med at sagen blev indbragt for Østre Landsret, indgik skattemyndighederne dog forlig, hvormed vognmanden blev tilkendt fradragsretten.

I en lidt ældre sag fra 1988 havde en landmand tidligere fået indrømmet fradragsret af de lokale skattemyndigheder for arbejdstøj i forbindelse med, at han udførte arbejde med en såkaldt SPF-besætning. Denne driftsform betingede ekstraordinære hygiejniske foranstaltninger, hvorfor fradrag for specialarbejdstøj blev tilkendt. Da landmanden senere overgik til drift med almindelige besætninger, som ikke krævede disse særlige foranstaltninger, var der ikke længere påvist behov for arbejdsbeklædning, som gik ud over, hvad der kunne anvendes som almindeligt tøj – om end af mere praktisk karakter. Landsskatteretten nægtede således fradrag fremadrettet.

I samme år fik en bodyguard nægtet fradragsret for løbesko. Det fandtes som en normal udgift at erhverve løbesko, som ikke kunne relateres direkte til hvervet som bodyguard.

Som det fremgår af ovenstående praksis, kan det være vanskeligt at få indrømmet fradrag, med mindre særlige forhold taler herfor. Derfor vil en håndværker normalt ikke kunne få fradrag for et par arbejdsbukser eller en softshell-jakke, som benyttes på arbejde. Men han vil normalt kunne få fradrag for påkrævet høreværn eller sikkerhedssko.

En skorstensfejer vil også sædvanligvis kunne fradrage skortensfejerdragten, og en kok sin kokkeuniform.

En kørende sælger vil ikke kunne fradrage en kort jakke, som er god at have på, imens man sidder i bilen. En repræsentant for en virksomhed vil sædvanligvis ikke kunne fradrage præsentabelt tøj, som anvendes i forbindelse med f.eks. messer eller kundebesøg. En revisor vil ikke kunne fradrage udgifter til jakke og slips, uanset at han evt. aldrig ville bruge dette i private sammenhænge. For disse beklædningsgenstande er sædvanligvis anvendelig beklædning for de fleste mennesker af det pågældende køn.

Der findes selvfølgelig mange grænsetilfælde. I 2003 fik et selskab, der drev bedemandsforretning, af Landsskatteretten tilkendt fradrag for jakkesæt m.v. til de ansatte bedemænd. Begrundelsen var, at arbejdets karakter med håndtering af døde, tunge kister og blomster medførte et usædvanligt slid på noget ellers ikke særligt slidstærkt tøj. Fradrag blev anerkendt. Skattemyndighederne havde i sagen nægtet fradrag og betragtet tøjet som løntillæg, der skulle beskattes hos medarbejderne.

Både lønmodtagere, selvstændige og selskaber skal således have et klart behov for arbejdstøj, og arbejdstøjet må ikke være velegnet til at træde i stedet for privat almindeligt tøj, for at fradrag indrømmes. Indrømmes fradrag ikke, vil lønmodtagere desuden risikere at blive beskattet at tøjet som et løntillæg. Lønmodtagere skal desuden være opmærksomme på, at der i Ligningslovens §9 er fastsat en bagatelgrænse på 5.500,- kr. Der kan kun indrømmes fradrag, hvis nødvendige udgifterne til  erhvervelsen af indkomsten (ikke befordring, A-kasse, fagforening), udgør mere end 5.500,- kr. Gør udgifterne det, kan der dog opnås fradrag for det fulde beløb – også de første 5.500,- kr.

Man taler i skattekredse om en ”blue collar-white collar”-sondring. Blue collar – arbejdstøj – vil ofte være lettere at fradrage, hvis man kan påvise behovet herfor. White collar (hvid krave) henviser til kontorbeklædning, som kun i meget sjældne tilfælde vil kunne fradrages.

En generel undtagelse, som bør behandles til slut, er tøj med tydeligt påtrykt eller broderet firmalogo og navn på en virksomhed . ”Reklame-tøj” vil sædvanligvis være fradragsberettiget for virksomheden, og medarbejderen vil ikke ifalde skattepligt af modtagelse af tøjet.

Når man tager stilling til spørgsmål omkring arbejdstøj, bør man altid holde sig for øje, at reglerne til tider kan forekomme upræcise, og at domspraksis kan ændre sig. Det må derfor anbefales at rådføre sig med revisor eller rette forespørgsel til SKAT, såfremt udgifterne til de aktuelle tøj ikke et ubetydelige.