Moms på træning og undervisning: Nyt fradrag skal kompensere borgere fra 2026

Fra 1. januar 2026 bliver en række kommercielle undervisnings- og træningsaktiviteter momspligtige som følge af nyere EU-domme, som Danmark er forpligtet til at efterleve. Det omfatter blandt andet holdbaseret træning og undervisning i fitness, yoga, crossfit, dans, personlig træning samt sang- og musikundervisning i privat regi. Da holdtræning normalt er inkluderet i fitness-abonnementer, pålægges der moms på disse.

Regeringen ønsker at afbøde de økonomiske konsekvenser for borgere, der benytter kommercielle tilbud, og foreslår derfor et nyt ligningsmæssigt fradrag på op til ca. 1.750 kr. årligt. Lovforslaget planlægges fremsat i februar 2026 med forventet ikrafttrædelse i april 2026 og tilbagevirkende kraft fra 1. januar 2026. Dette svarer til en sparet skat på cirka 450 kr.

Regeringen fremsatte d. 5. november 2025 et lovforslag, der sikrer, at undervisning af børn og unge under 30 år fortsat kan være momsfritaget, forudsat at undervisningen indeholder et væsentligt undervisningselement. Dermed bliver børns og unges fritidsaktiviteter ikke dyrere som følge af praksisændringen. Da momsen derfor kun rammer voksne over 30 år, målrettes det nye fradrag tilsvarende til borgere fra 30 år og opefter.

Den nye praksis indebærer, at momsfritagelse kun kan opretholdes, når undervisningen indgår i et egentligt uddannelsesforløb, der medfører en bred overførsel af viden og færdigheder. Specialiseret undervisning i enkeltfag, privatundervisning samt aktiviteter med rekreativt formål, herunder undervisning i fysisk aktivitet som dans, yoga og fitness, vil derfor ikke længere være momsfritaget. Efter den nye praksis kan undervisningen fritages for moms, når den i overvejende grad giver deltagerne viden eller færdigheder, som anvendes i en bestemt erhvervsrettet uddannelsesaktivitet.

Undervisning på aftenskoler og daghøjskoler vil fremover være momspligtig som undervisning, men kan opnå momsfritagelse som kulturel aktivitet, hvis den modtager tilskud efter folkeoplysningsloven.

Det nye fradrag skal kompensere voksne for de øgede omkostninger, som momspålægningen medfører fra 2026. Hos PrivatRevision hjælper vi gerne med rådgivning om, hvordan fradraget kan anvendes korrekt når retningslinjerne er på plads i det nye år, og hvilke konsekvenser ændringerne får for dig. Bemærk at fradraget skal indberettes på årsopgørelsen for 2026.