Gavebreve – Det skal du vide

Et gavebrev er et juridisk dokument, der bekræfter overdragelsen af en gave fra én person til en anden. Det fungerer som en skriftlig erklæring, der sikrer, at en gave er givet frivilligt og uden nogen former for modydelse. Et gavebrev kan bruges i mange situationer, hvor en person ønsker at forære noget af værdi til en anden, hvad enten det er penge, fast ejendom eller andre aktiver.
Herunder dykker vi ned i, hvad et gavebrev er, hvornår det er relevant og hvordan det kan bruges i praksis.

Hvad er et gavebrev?

Et gavebrev er en skriftlig aftale, der dokumenterer, at en gave er givet og fastlægger betingelserne for overdragelsen. Gavebrevet kan dække mange typer af gaver – lige fra kontante beløb til fast  jendom eller værdifulde genstande. Formålet med et gavebrev er at skabe klarhed omkring gaveoverdragelsen, både for gavegiver og -modtager.

Et gavebrev indeholder typisk:

  1. Identitet på gavegiver og -modtager.
  2. En detaljeret beskrivelse af, hvad gaven består af (f.eks. et bestemt pengebeløb eller et bestemt aktiv).
  3. Hvis der er særlige vilkår forbundet med gaven (f.eks. en klausul om, at gaven skal bruges til et bestemt formål, skal være særeje eller lign.).
  4. Hvornår gaven officielt overdrages.
  5. Underskrifter fra begge parter for at bekræfte aftalen.

Hvad kan man bruge et gavebrev til?

Der er flere gode grunde til at bruge et gavebrev. Selvom mundtlige aftaler også kan være gyldige, skaber et skriftligt dokument større klarhed og sikkerhed for begge parter.

Et gavebrev fungerer dermed som bevis på, at gaven er givet frivilligt. Dette kan være særlig relevant i tilfælde, hvor gaven enten er af større karakter eller hvis gaven gives mellem  familiemedlemmer for at imødegå, at der senere kan opstå uenigheder.

Herudover kan gavebrevet beskytte både gavegiver og -modtager, da det fastslår, at gaven ikke er et lån, som senere skal tilbagebetales, og dermed forhindres eventuelle uenigheder om ejerskab eller gavens værdi, ligesom særlige ønsker eller betingelser fra gavegivers side kan fastsættes i gavebrevet.

Når et gavebrev er korrekt oprettet og underskrevet, er det juridisk bindende. I praksis betyder det, at både gavegiver og -modtager er forpligtet til at overholde betingelserne i dokumentet. Et gavebrev er som udgangspunkt uigenkaldeligt, medmindre der er vilkår i dokumentet, som ikke bliver overholdt. Der er derfor en række forhold, man skal være opmærksom på, når man opretter et gavebrev.

Et gavebrev er med til at sikre, at gaven gives i overensstemmelse med lovgivningen. Reglerne om gaveafgift reguleres i Boafgiftsloven, og her fremgår det, at i det tilfælde, hvor en eller flere gaver i et kalenderår overstiger det afgiftsfrie beløb på kr. 76.900 (2025-tal), er afgiftspligtigt. Anmeldelse af gaven og den afgiftspligtige værdi skal indgives senest den 1. maj i det følgende år. Dette omfatter ikke sædvanlige lejlighedsgaver som f.eks. til jul og fødselsdag.

I det tilfælde, hvor gavebrevet omfatter overdragelse af fast ejendom, skal overdragelsen af gaven tinglyses. Hertil er det vigtigt at følge de formelle regler for ejendomsoverdragelse, så det sikres, at gavemodtager bliver retmæssig ejer af ejendommen og at det foregår på lovlig vis.

Krav til gavebrev

Alt efter hvilken form for gave der gives, vil kravene til udfærdigelsen af gavebrevet være forskellig.

De mest almindelige typer af gavebreve er:

  1. Almindelige gavebreve der anvendes, når gavegiver vil overdrage penge eller aktiver til gavemodtager uden særlige vilkår.
  2. Gavebreve, der indeholder klausuler, som gavemodtageren skal opfylde eller er begrænset af, for at modtage gaven. Det kan f.eks. være, at gaven skal anvendes til et særligt formål, være særeje eller lignende. Det kan også være betingelser om, at gaven skal tilbageleveres, hvis ikke betingelserne i gavebrevet opfyldes.
  3. Gavebreve i forbindelse med overdragelse af fast ejendom.

Fordele

Udstedelse af gavebreve giver en række fordele til både gavegiver og -modtager, da begge parter ved, hvad gaven består af samt hvilke betingelser, der i øvrigt gælder. Herudover dokumenterer gavebrevet, at der er givet en gave, hvilket kan være relevant både i forhold til eventuelle fremtidige uenigheder mellem f.eks. arvinger i en familie, men også i forbindelse med skattemæssige overvejelser, herunder ejendomsoverdragelse til offentlig ejendomsvurdering.

Af Skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2 fremgår det nemlig, at såfremt Skattestyrelsen ikke finder at en værdiansættelse er korrekt på tidspunktet for gavens modtagelse, kan denne ændre værdiansættelsen inden seks måneder efter anmeldelsens modtagelse. Dette betyder i praksis, at såfremt anmeldelsen af gaven med opdeling af overdragelsessum og gaveelement, er indsendt korrekt, har Skattestyrelsen ”kun” seks måneder til at reagere på, om de finder at værdiansættelsen af den faste ejendom er korrekt.

Overvejelser

Selvom fordelene ved gavebreve i høj grad overstiger ulemperne, er der alligevel visse forhold, man bør overveje. Som beskrevet tidligere, er et gavebrev som udgangspunkt uigenkaldeligt, hvilket medfører, at gavegiveren mister retten til at få gaven tilbage. Såfremt gaven overstiger det afgiftsfrie gavebeløb på kr. 76.900 i 2025, vil der skulle betales gaveafgift, hvorfor det er vigtigt at være opmærksom på reglerne herom.

Det er som udgangspunkt gavemodtager, der betaler gaveafgiften på 15%, men i det tilfælde, hvor gavemodtager ikke betaler afgiften, hæfter gavegiver ligeledes herfor. Dog gælder det, at såfremt det er gavegiver, der betaler afgiften, kan denne reduceres til ca. 13%, da gaveafgiften i så fald ikke lægges oven i det afgiftspligtige beløb, men er en del af den samlede gave, mens beløbet beregnes af den fulde gave, hvis det er gavemodtager, der betaler gaveafgiften.

Gavebreve kan bruges i mange forskellige sammenhænge, hvor en person ønsker at give en gave:

  1. Familiegaver: En forælder kan bruge et gavebrev til at dokumentere en større pengegave til sit barn, især hvis det drejer sig om en sum, der nærmer sig den skattepligtige grænse.
  2. Fast ejendom: Hvis en person ønsker at give en ejendom som gave til en nærtstående, kan gavebrevet bruges til at bekræfte overdragelsen og dokumentet skal tinglyses.

Konklusion

Det kan således konkluderes, at et gavebrev er et værdifuldt dokument, der skaber klarhed og tryghed – uanset om gaven består af penge, fast ejendom eller andre formuegoder. Dette fordi det er et skriftligt dokument, som begge parter kan henvise til ved uenigheder og misforståelser, ligesom det sikrer, at man overholder de juridiske krav til gaveafgift og tinglysning.

Et gavebrev er altså et uundværligt værktøj i de situationer, hvor nærtstående parter ønsker at overdrage større gaver mellem hinanden.