Efterregulering af kommunal ejendomsskat
I forbindelse med indfasning af det nye ejendomsskattesystem oplever mange boligejere, at de modtager efteropkrævning af ejendomsskat. Opkrævningerne modtages som udgangspunkt i den personlige eboks med kommunen som afsender. Der modtages for de fleste en efteropkrævning for 2021, 2022 og 2023, og det kommer ofte samtidig.
Ejendomsskat hæfter på ejendommen og opkræves hos aktuel ejer. Dette gælder også, selvom ejendommen er handlet i den periode, der opkræves for – aktuelt 2021, 2022 og 2023.
Er der flere ejere på ejendommen, sendes opkrævning med indbetalingskort kun til den ene ejer – som udgangspunkt den ældste.
Er der tale om en ejendom, du har købt i 2021, 2022 eller 2023, kan du kræve den efteropkrævede ejendomsskat, som vedrører tidligere ejer, betalt af denne. Har du selv solgt en ejendom, kan du derfor også blive mødt med et krav.
Kan eller vil tidligere ejer ikke betale, vil ejendomsskatten dog stadig hæfte på ejendommen. En ny ejer kan således blive tvunget til at betale disse efteropkrævninger – og derefter stå med opgøret med sælger efterfølgende. Er sælger enten død eller gået konkurs, er der ikke nogen at rette kravet til.
Er der tale om en ejendom, du udlejer, har du fradragsret for ejendomsskatten, hvis der er tale om helårsudlejning (herunder forældrekøb) eller udlejning med regnskabsmæssig opgørelse (typisk sommerhuse eller delvis udlejning efter Ligningslovens § 15P). Spørgsmålet er her, om der skal laves nye regnskaber for hvert år, 2021, 2022 og 2023, eller om man kan fradrage de efteropkrævede beløb i 2024-regnskabet.
Det er PrivatRevisions opfattelse, at eftersom efteropkrævningen først sker i 2024, og betalingen forfalder i 2024, er pligten til at betale også først indtrådt i 2024. Derfor er der tale om en fradragsberettiget omkostning i 2024 jf. driftsomkostningsprincippet i Statsskattelovens § 6.
Udgiften bør betales af driftskontoen til udlejning, hvis man bruger virksomhedsordningen. Er den betalt via private midler, anbefales det, at samme beløb overføres fra virksomhedskontoen til privatøkonomien, således at det fremstår som betaling af ejendomsskat på kontoudtoget, når der skal laves årligt skatteregnskab.